Publiceret: 16. jun. 2026

Fra sidelinjen til midten af Vandpartner: Helle Søby, ingeniør hos Arkil

HelleSøby_arkil_vandpartner.png
Helle Søby med Aarhus Havn i baggrunden.

Da Helle Søby startede hos Arkil i 2016 som kalkulationschef var de primære opgaver at kalkulere tilbud for Arkils afdelinger i Aarhus, Randers og Silkeborg. Men fra sidelinjen fulgte hun med i kollegaernes arbejde i Vandpartner ”Jeg kunne se, at det her samarbejde var noget særligt. Der var en åbenhed, et fokus og et fællesskab, som jeg virkelig blev nysgerrig på,” fortæller Helle.

Så siden 2019 har hun været projektleder i Arkils team under rammeaftale E3 med Vandpartner og en aktiv del af partnering, blandt andet i tiltag som Maskinstop, hvor Arkil, Aarsleff, VAM og Munck mødes sammen med tovholderne fra Aarhus Vand og snakker udfordringer og løsninger i fællesskab.

Sammenhold

”Jeg oplever et sammenhold mellem alle deltagerne uanset rygmærke - det er bekræftende ift. samarbejdsform. Og det er en stor motivation for mig at være kommet helt tæt på det samarbejde, jeg havde fulgt og set op til i tre år. At blive en del af det i praksis har kun bekræftet mig i, hvor stærk partnering kan være.”

Som projektleder arbejder Helle bredt med økonomi, bæredygtighed, målopfyldning, effektivisering og innovation – alle centrale elementer i Vandpartner. Her er fokus ikke kun på at levere projekter, men på at udvikle dem i fællesskab med bygherre, rådgivere og øvrige entreprenører.

En helt anden energi

Et konkret eksempel på Helles Vandpartner-hverdag er arbejdet med at gøre anlægsarbejdet mere bæredygtigt.

”Her er det ikke én part, der definerer løsningen – vi udvikler den sammen. Når både bygherre, rådgiver og entreprenør sidder ved samme bord fra start, kan vi træffe bedre valg, fx om genbrug af materialer eller optimering af processer. Det giver både bedre økonomi og mere bæredygtige løsninger. Og så giver det også en helt anden energi i projekterne, fordi vi ikke arbejder hver for sig, men sammen om at lykkes”, siger Helle Søby.

Til gavn for andre end Vandpartner

Vandpartner arbejder med et mål om skabe løbende forbedringer og har i løbet af indeværende rammeaftale afholdt mere end 40 forskellige co-creations og workshops om konkrete udfordringer. I rammeaftale E3, som Arkil arbejder under, er en af de løbende forbedringer, der er blevet arbejdet med, minimering af tomgang for de store entreprenørmaskiner for at mindske CO2-udledning. Et arbejde, hvor Helle har været ansvarlig for Arkils test og implementering af Clevertrack.

Og målet er lykkes: Med systemet CleverTrack, som gennem data og målinger gav et helt nyt indblik i maskinføreres adfærd, er tomgangskørslen reduceret fra 33% til under 10% af tiden. Dermed er CO2-forbruget også reduceret markant.

”Erfaringerne fra Arkils Vandpartner-team dannede grundlag for, at løsningen efterfølgende blev rullet ud i resten af Arkil. Og det er jo bare et godt eksempel på, hvordan vi i Vandpartner tester nye tiltag i praksis, som kommer branchen til gavn, fordi tiltagene kan løftes videre til større målstok”, pointerer Helle Søby.

”Vi arbejder ikke hver for sig i Vandpartner, men sammen om at lykkes. Det giver en helt anden energi i projekterne – og også bedre resultater.”
- Helle Søby, ingeniør hos Arkil