Publiceret: 06. okt. 2026

Når maskinstop ikke er godt

Rettigheder IMG 0259 1.0

Ny screening af rettigheder forebygger, at anlægsprojekter må sættes på pause, når entreprenøren er klar til at tænde maskinerne.

De seneste par år har Aarhus Vand og rammeaftale R4 arbejdet på at opbygge en ny proces for at screene den juridiske del af Vandpartners anlægsprojekter. Screenings-processen forebygger dyre forsinkelser i marken og sure lodsejere, der mener, vi ikke må grave på deres ejendom.

Når maskinstop ikke er networking

Maskinstop er navnet på et netværk i Vandpartner, hvor de fire entreprenører Arkil, Munck, Aarsleff og VAM en gang i kvartalet stopper maskinerne og sætter sig sammen for dele viden om, hvordan vi kommer unødigt bøvl til livs.

Når vi snakker om networking, er maskinstop godt, men når vi snakker anlægsarbejde i marken, så er maskinstop ikke godt. Det forsinker og fordyrer projekterne.

På baggrund af nogle dårlige oplevelser med maskinstop, som skyldtes utilfredse naboer og manglende ret til at grave og etablere det nye forsyningsanlæg, har Aarhus Vand derfor udviklet og afprøvet en screeningsprocedure for areal- og rettighedserhvervelse.

Udviklingen er sket i tæt samarbejde mellem Aarhus Vands tovholder for R4 Geodata og opmåling, Kim Kallestrup, og LE34’s projektleder for areal- og rettigheder Martin Korgaard.

Hvad består en screening af rettigheder af?

Screeningen handler om at håndtere de juridiske forhold som servitutter, Tingbogen, myndigheder, lovgivning, tredjeparter og lodsejere – forhold og juridiske bindinger, der alle kan begrænse Aarhus Vands muligheder for at realisere nye forsyningsanlæg eller renovere eksisterende anlæg.

Screeningen kan for eksempel vise, at der er bindinger og nogle tilladelser i tingbogen, man ikke har fået håndteret.

At der er bindinger betyder ikke, at projektet aldrig kan realiseres, det betyder, at forsyningen skal i dialog med de relevante parter og myndigheder for at koordinere og forhandle en løsning på plads, så de rettighedsmæssige rammer og økonomien er på plads. Og dialogen skal helst i gang tidligt ifm. planlægningen af projektet, så alle rettigheder er på plads inden første spadestik.

Styr på juraen giver ro i maven

En af de fordelene ved Vandpartner er, at vi på tværs af rammeaftalerne har en meget stor tværfaglighed. Ligesom vi helt naturligt skitserer det hydrauliske landskab i planlægnings- og projekteringsfasen, kan Vandpartner udnytte tværfagligheden til at skabe det juridiske landskab.

“
I stedet for at håndtere én ”sten” ad gangen, når den dukker op ude i marken, så kan vi fra starten prøve at skabe det juridiske landskab. Et landskab, hvor identificerer hvor ”stenene” ligger henne. Og ikke mindst identificere, hvad det er vi skal have afklaret, hvilke barrierer der er for, at vi kan realisere det påtænkte forsyningsanlæg?
- Landinspektør Martin Korgaard fra LE34

Resultatet af screeningen er, at Aarhus Vand udarbejder en strategi for at håndtere de identificerede barrierer. Nogle gange viser screeningen, at der ikke er nogen barrierer.

“
Og det er faktisk det bedste, der kan ske, når vi laver den juridiske screening. At der ikke er noget særligt, der skal håndteres. Det er et lige så godt svar, som hvis screeningen viste, at der var 10 forhold, der skal håndteres. Det er jo et faktisk et endnu bedre svar, fordi det giver ro i maven.
- Martin Korgaard.

Videnspartnere

Kim Kallestrup

Kim Kallestrup

Projekt i Klima og Afløb hos Aarhus Vand

Vand Jordklode Textvisual

Martin Korgaard

Landinspektør, LE34

41 76 66 05

mko@le34.dk