Med 5.000 tilflyttere om året er der travlhed i byudviklingen for både kommunen og for Aarhus Vand/Vandpartner med byggemodning af områder for nye boligkvarterer. Når der ikke er gravitation nok, må der en pumpestation til. Så langt så godt, men hvordan sikrer vi en mere smidig arbejdsproces i Vandpartner, så vi kommer hurtigere fra projektering til etableringen?
Det satte vi os for at arbejde på med rammeaftalerne E5 Cowi, E7 Sulzer og E2 Aarsleff på det aktuelle byggemodningsprojekt på Tranbjerggårdsvej i den nordlige udkant af Mårslet.
Der opstod hurtigt et behov for at få trimmet og optimeret på processen for, hvornår data og projektoplysninger skulle foreligge for at alle i partnerskabet kunne løse deres opgaver på det rette tidspunkt i processen.
· Fastlæggelse af pumpeydelse
· Fastlæggelse af trykrør
· Bundkoten af pumpesump (inderside /yderside)
· Koter og mål på fundament for ventil- og elskab
· Koordinering af PE svejsearbejder
· Koordinering af leverancer.
Alt dette og mange flere snitflader blev gennemgået på et møde med involverede partnere.
Byggemodningsprojekter har typisk et meget langt forløb fra start projektering til udførsel i marken og frem til, der flytter beboere ind, men nu er to ud af fire pumpestationer ved byggemodningsprojekter i 2026 sat i marken. Forhåbentlig medfører vores fælles optimeringsforløb i begyndelsen af året, at de kommende to pumpestationsprojekter kommer til at gå endnu mere smidigt.
Fotos viser, hvordan pumpen sænkes på plads i en pumpesump i 7,3 meters dybde.
Sulzer, Aarsleff, Cowi og Aarhus Vand.